Nytter det noget?

Mission er relation. Det er en meget forenklet definition på, hvad mission er, for mission er selvfølgelig meget mere. Men definitionen rammer også noget helt grundlæggende.

Vi er her i Peru for at være medmennesker for folk omkring os. Vi er her for at være kristne sammen med vores brødre og søstre i kirken. Vi er her for at være vidner for venner og bekendte. Vi er her for at være noget for vores nabo og vore næste. Alt sammen noget, der betyder, at vi naturligt indgår i fællesskaber og relationer.

Vi er her også for at undervise og vejlede, revidere sangbog, osv. Men heller ikke disse ting, kan vi gøre uden at indgå i samarbejde, samtaler og relationer.

For tiden er den relationelle del af missionærlivet meget begrænset pga. Corono-situationen her i landet. Som vi har skrevet om, er smitte- og dødstal meget høje. Vi arbejder for tiden mest hjemmefra med virtuel undervisning og online møder. I fritiden ser vi nærmest ikke andre en vores over- og underboer på trappen - en sjælden gang i mellem.

Vi har været her i 5 måneder, og det har endnu ikke været muligt at være til gudstjeneste i nogen af kirkens menigheder, da der i over et år kun har været online gudstjenester. Vi er nødt til at passe på os selv og på vores kolleger og folk omkring os. For det er alt for risikabelt at blive syg.

Spørgsmålet melder sig en gang i mellem: Nytter det hele noget? Er det umagen værd at sidde det meste af tiden i en lejlighed i Arequipa, når så meget af det, vi er kommet for, ikke lader sig gøre? Hvad mon Guds højere mening er med det hele i denne tid?

Jeg skriver ikke dette for at nogen skal have ondt af os. Vi har det godt. Vi har gode rammer her i vores lejlighed, og vi kan også tage ud på tur en gang i mellem, når vi undgår steder med mange mennesker. Og vi får lavet de ting, vi er ansat til. Sangbogsarbejdet skrider fremad. Semesteret på SETELA nærmer sig sin afslutning, og jeg er snart igennem pensum i alle mine tre fag.

Men det gør ondt, når vi ikke kan mødes med venner og bekendte og deltage i deres glæder og sorger. Denne weekend døde endnu en af vores gode bekendte - en bror og kollega fra sidst vi var her. Men heller ikke denne gang kunne vi være med ved begravelsen og vise omsorg og medfølelse.

Den anden dag hørte jeg en prædiken, om den rige mand og Lazarus. Her er rigtig mange lazarusser uden for vores dør, fordi mange lider og og fattigdommen øges pga. Corona. Men det er virkelig vanskeligt for alvor at hjælpe, fordi vi ikke bare risikerer selv at blive syge, men også at bære smitten videre til nogen, for hvem det kan være fatalt at blive smittet i et land, hvor man ikke kan regne med at få den påkrævede hjælp på sygehuset.

Dette er nok mest af alt en opfordring til at bede for os og situationen her. Bed om, at vi få se muligheder og finde gode løsninger i denne tid, hvor den vigtige relationelle side af missionærlivet er meget begrænset.