Tak for et godt og begivenhedsrigt år!
- Roar Steffensen

- 2 days ago
- 2 min read
2025 er på vej mod sin afslutning, og det er tid til at evaluere, hvordan året har været for Mission Latina.
Først og fremmest må jeg sige, at året har budt på begivenheder, som jeg på ingen måder havde forestillet mig bare for et år eller to siden. At vi har set så stor en interesse for evangeliet og så markant en tilslutning til arbejdet i Yurimaguas, at vi nu har grundlagt den første lutherske kirke i byen, er næsten ikke til at forstå.
Samtidig er det også et stort ansvar, for selv om det ikke er mig eller os, der driver arbejdet i det daglige, så er Mission Latina en afgørende støtte for Jorge og for menigheden.

Jeg vil gerne sige en stor tak til alle, som følger Mission Latinas arbejde, bl.a. gennem nyhedsmailen. Tak til alle, der beder for pastor Harold og pastor Jorge, deres familier og menighederne i Bogotá og Yurimaguas. Der skal også lyde en stor og hjertelig tak til alle, der støtter arbejdet økonomisk. Særligt i denne tid, hvor vi har plantet kirke i Yurimaguas og skal gøre både kirkelokalet og flere forskellige administrative ting klar til det, er der en del flere udgifter en normalt.
Tak til alle, som i år har givet både mindre og meget store gaver til Mission Latina.
Tak til jer, der reagerede positivt på Mission Latinas Sponsorkatalog og gav til nogle specifikke behov.
Tak til alle menigheder og fællesskaber, hvor vi har fået lov at samle en gave ind.
Stor tak til mit lokale fællesskab i Dejbjerg Missionshus, som for andet år i træk, lod en stor del af overskuddet fra den årlige og traditionelle basar gå til Mission Latina.

Nu ser vi frem til 2026 i spændt forventning til, hvad vi får lov til at være en del af i det nye år. Vi ved, at der allerede er tre familier i Yurimaguas, der gerne vil have deres børn og unge døbt. Og det bliver spændende at se, hvad det betyder, at der nu er en kirke og en menighed, der samles søndag efter søndag.
I Bogotá er Harold i gang med teologiske kandidatstudier, som afsluttes i løbet af 2026. Vi støtter hans studier, så han kan få forvandlet sin oprindelige teologiske uddannelse til en anerkendt grad i Colombia, da det har stor betydning for hans muligheder for at finde jobs, der kan give familien en mere stabil økonomi. Hans arbejde med menighederne og grupperne i og uden for Bogotá er stort set frivilligt. Dog er han blevet ansat i en halvtidsstilling som hjælpepræst i en anden luthersk menighed i Bogotá, hvilket også giver en mere fast indtægt, ligesom der kan være gode perspektiver i et samarbejde med denne menighed på længere sigt. Dette er også noget af det, vi ser frem til at følge i 2026.
Tak for al medleven, forbøn og støtte!












Comments