top of page

Inspirerende konference i Yurimaguas

  • Writer: Roar Steffensen
    Roar Steffensen
  • Nov 24
  • 2 min read

Der blev fortalt historier, hygget og leet om aftenen under de tændte lygter i patioen ved Jorge og Melindas hus, da en flok præster var samlet til konference og fællesskab i Yurimaguas d. 18.- 20. november.

ree
ree

Det var Mission Latina, der havde inviteret til konference, og ELM bakkede op, så det blev muligt at invitere præsterne fra den kirke, ELM arbejder sammen med i Chiclayo og Piura. Formålet var at give et godt, fagligt indhold og skabe gode relationer på tværs af de lutherske sammenhænge, vi kommer fra. Jorge Quintana var naturligvis en del af konferencen, og var med til at arrangere den. Det var også meningen, at Harold Arango fra Bogotá skulle have været med, men han måtte desværre melde afbud af helbredsmæssige årsager.

ree
ree

Milton Tejeda, der er ansat af ELM som redaktør for ressourceplatformen www.platel412.org, var inviteret med som en af underviserne. Han holdt bl.a. en meget grundigt oplæg om luthersk teologi og identitet i en latinamerikansk kontekst, som førte til en god samtale blandt deltagerne.


Der blev også tid til en udflugt til en frugt-farm, der drives af den amerikanske mission, som Jorges hustru, Melinda, arbejder for. Mission Latinas volontør, Jonas Degn, arbejder på farmen en dag om ugen. Udover at man dyrker cacao og andet frugt, fungerer stedet også som et primitivt lejrsted, hvor man underviser ledere og præster fra Shawi-stammerne, der lever endnu længere inde i regnskoven. De var netop i gang med en undervisningsuge, da vi kom forbi, så vi fik en inspirerende indføring i, hvordan arbejdet blandt og undervisningen af Shawierne foregår. Vi fik også mulighed for tale med nogle af deltagerne og spørge til, hvordan livet som kristen og som kirke foregår i disse stammer.


Torsdag aften sluttede vi konferencen af med en nadvergudstjeneste, hvor deltagerne blev sendt hjem med opmuntring til at tjene med glæde, fordi evangeliet også gælder for præster, der en gang i mellem bliver desillusionerede og mister modet.

ree

ree

Ud over undervisning og åndeligt indhold var der som sagt også god tid til fællesskab, samtaler og hygge. Så Mission Latinas første konference blev en rigtig god oplevelse, og det manglede ikke på opfordringer til, at vi en gang i fremtiden laver noget lignende. Det, håber vi, bliver en realitet.


 
 
 

Comments


Nyeste indlæg

bottom of page