Dåb og nadver i Yurimaguas
- 3 days ago
- 1 min read
Updated: 23 hours ago

I begyndelsen af maj blev fire mere døbt i menigheden i Yurimaguas. Jorge og hans kone, Melindas lille søn, Carlos Antonio, var ét af dåbsbørnene sammen med tre søstre fra en og samme familie.

Den 12. juni fejrede menigheden for første gang nadver til en gudstjeneste. Jorge har undervist en god flok om nadveren, og de var nu klar til at modtage sakramentet.
Derudover mødes menigheden til gudstjenester, og folk bliver trofast ved med at komme.
Der er også nye forespørgsler om dåb, som sikkert vil blive fejret en søndag i august.
Det er en stor glæde at se, at menigheden stille og roligt bliver konsolideret, vokser i kundskab og tro og at flere ønsker at blive døbt. Det er en Guds gave at få lov at være med i sådan en stille vækkelse og vækst i Yurimaguas.
Derudover er Jorge begyndt at følge nogle teologiske studier online fra det lutherske teologiske seminarium i Den Dominikanske Republik. Han er ikke indskrevet, men følger to fag som gæstestudent. Det var en aftale, jeg fik i stand, da jeg var på konference på seminariet i maj. Det er skønt at opleve, hvordan gode kontakter og venner kan bidrage til, at Jorge også får bygget mere teologisk viden og indsigt på.

Bed for menigheden. De er nye i troen og i kirken. Bed om, at de må få mere kundskab, tro og glæde over Jesus. Bed for dem, der ønsker dåb, dem er der er blevet døbt, og dem, der nu deltager i nadveren. Bed ikke mindst for pastor Jorge, som det meste af tiden står meget alene i opgaven.











Comments