En time med kirke- og kulturstudier

Sprogskolelærerne Pedro (tv) og Julio (th)

I fredags besøgte jeg sprogskolen her i Arequipa, hvor vi brugte 8 måneder på at studere spansk sprog og kultur, da vi kom til Peru for 12 år siden. Det er altid hyggeligt at være et smut tilbage. Nok er lærerne blevet ældre, men de har den samme smittende humor, og man får sig altid et godt grin. Sådan var det også i fredags.

Men da klokken ringede ind og de fleste gik til timer igen, havde lederen af sprogskolen, Pedro Cornejo, heldigvis tid til en lidt dybere snak. Det var lidt som at komme tilbage til timerne med Pedro, hvor vi talte meget om kultur og kristendom. Pedro er selv pastor i en evangelisk kirke her i Arequipa, og de fleste af sprogstudenterne er missionærer, der skal ud i forskellige opgaver. Så han ved, hvad det handler om, og hvad han snakker om.

Jeg talte med ham om den krise jeg synes, jeg oplever i den lutherske kirke. En krise, der giver sig udslag i, at man ikke prioriterer bibelundervisning, at der er mange konflikter, at mange ikke har grebet, hvad evangeliet virkelig er. En krise der betyder, at kirkerne ikke vokser, men tværtimod mister medlemmer.

Jeg har ofte tænkt, at det nok mest er vores kirke, der er noget galt med. Men Pedro fortalte, at det slet ikke er noget enestående for den lutherske kirke. Han kender det fra sin egen kirke, og fra snart sagt alle andre evangeliske kirker, der ønsker at forkynde et frigørende evangelium om frelsen af nåde alene. Det er ikke et særligt problem i vores kirke, men snarere et kulturelt fænomen. For mange er begyndt at komme i de evangeliske kirker med det formål at opnå noget, fx. et arbejde eller andre privilegier, og ikke pga. personlig tro og overbevisning. Og livet som Jesu discipel i lydighed mod hans ord, er ikke fulgt med. Derfor sidder der mange i de evangeliske kirker og trækker i en anden retning, end den vi gerne vil.

Pedros analyse er, at de kirker, der prædiker fremgangsteologi eller som er meget legalistiske (vægtlægger bestemte gerninger eller livstil for at blive frelst), godt kan notere fremgang, men det med falske løfter og ubibelsk lovforkyndelse. Det er ikke den vej, vi skal gå. Vi skal lægge vægt på discipeloplæring gennem bibelstudie og forkyndelse af Kristus. Også selv om det vil koste os medlemmer. For nogle vil ikke være med til dette, og vil gå til andre steder.

Det er en sej, men sand vej. Og selv om det ikke nødvendigvis var specielt opmuntrende at høre Pedros syn på evangelisk kristendom i Arequipa, så var det dog godt at vide, vi ikke stå alene med problemet her i den lutherske kirke.

På trods af den dystre analyse – eller måske nærmere pga. den - er der stort behov for at fortsætte missionsindsatsen her med vægtlægning på bibelundervisning og kristendomsoplæring. Og der er et stort behov for forbøn for de evangeliske kirker i Arequipa og i Peru.

- Roar