Småt, men godt

Prædiketeksten dramatiseres

I søndags, d. 19. januar, var jeg inviteret til at prædike ved gudstjenesten i kirken Nuestro Salvador (Vores Frelser) i bydelen Hunter her i Arequipa. Det var lidt specielt, fordi det var første gang, jeg var der. Kirken blev først startet i ca. 2008, et år efter, at vi var rejst fra Peru. Men jeg har hørt meget om Nuestro Salvador, for det var et missionsprojekt, som vores venner, Jenny og Arild Herigstad startede sammen med en gruppe unge her fra Arequipa. Et sted, hvor de unge fik lov at virke med og få en plads. Jeg kende flere af de unge fra min tid her i Arequipa, så det gav også anledning til dejlige gensyn.

Med tiden er gruppen i Hunter vokset. Der var der dog ikke så mange i søndags, men det sådan er det ofte lidt op og ned med deltagelsen. Og specielt her i januar, hvor det er feriemåned, kan det knibe lidt.

Men det forhindrede os ikke i at have en gode gudstjeneste i det lille lokale på 1. sal med lutherroser og glasmosaikker på væggen. Jeg havde fået at vide, at det var familiegudstjeneste, så vi havde aftalt at lave en dramatisering af prædiketeksten. Der var dog ikke ret mange børn, så vi tog unge og voksne med i dramatiseringen og fik lavet en fin fremstilling af lignelsen om den gældbundne tjener. Bagefter prædikede jeg om den uendeligt store nåde, Gud har vist os, de gældbundne tjenere, og om hvordan hans nåde sætter os fri til selv at vise og praktisere nåde over for andre. Krydret med dejlig musik og gode sange

Efter gudstjenesten var jeg inviteret til middag hos Anita og Javier, som er aktive i Hunter. Da jeg var præst i Encuentro con Cristo, kom de der. Men forskellige ting har gjort, at de har søgt nye veje. De er meget glade for at være med i Hunter, som stadig er en ny kirke under opbygning. Men der er mange ting i den nationale kirke, som frusterer. Det var godt at kunne lægge øre til deres tanker og glæder og sorger.

Så endnu en god søndag gik med forkyndelse, fællesskab og gode samtaler. Det kan nok være det er småt, men det er godt!